Tesla Model 3 og Model Y dumper syn på stribe
Emil EkstrandTal fra de danske synshaller viser, at der er massive problemer med den mest udbredte elbil på det danske marked lige nu. Tesla Model Y årgang 2021 klarer sig markant dårligere end andre elbiler ved sit første periodiske bilsyn.
Tallene, som FDM Test & Bilsyn har bearbejdet på baggrund af data fra Færdselsstyrelsen, afslører, at næsten hver anden Model Y dumpede ved syn, selv om bilerne kun er få år gamle. Også Tesla Model 3 viser en usædvanligt høj dumpeprocent.
Tesla Model Y blev introduceret i 2021, og første årgang har derfor været til det lovpligtige fireårssyn i løbet af 2025. Af 2.394 synede Model Y-biler dumpede 1.069, svarende til 45 procent. Til sammenligning dumpede blot omkring syv procent af alle elbiler, der var til syn i 2025.
Usædvanligt at nye biler dumper
Den høje dumpeprocent er bemærkelsesværdig, da der er tale om relativt nye biler. Ifølge FDM peger resultaterne på udfordringer med kvalitet og holdbarhed, særligt set i forhold til konkurrerende elbiler. De mest almindelige fejl findes inden for bremseudstyr, lygter, aksler, hjul og dæk samt styretøj.
Læs også: Tæring af bremserør på Tesla Model 3 og Model Y er et overset problem
Den hyppigst registrerede fejl er slør i hjulophænget, som blev konstateret på 22 procent af de synede Tesla Model Y. Til sammenligning blev samme fejl næsten ikke registreret på VW ID.4 af samme årgang.
Ikke nye problemer
Problemerne med slør i rat og hjulophæng er ikke nye for Tesla. Allerede tidligere analyser har vist tilsvarende udfordringer på både Model Y og Model 3, hvor en stor andel af bilerne dumpede ved syn trods lav alder. For den næstmest udbredte elbil i Danmark, VW ID.4, dumpede blot lidt over to procent af bilerne fra samme årgang.
Læs også: Derfor knirker din Tesla Model Y over bump
Også Tesla Model 3 klarer sig dårligt i synsstatistikkerne. En gennemgang af Model 3 årgang 2021 viser, at 2.937 ud af 8.564 biler dumpede, svarende til omkring 34 procent. Det er en markant stigning i forhold til året før og følger samme mønster som Model Y med fejl i bremser, lygter, hjulophæng og styretøj.
Flere problemer med Model 3 og Model Y kan være på vej
Ifølge FDM er der ikke foretaget væsentlige ændringer i produktionen af de tidlige årgange af Model 3 og Model Y, hvilket kan betyde, at lignende problemer vil vise sig i kommende syn for nyere biler. Større tekniske opdateringer kom først i slutningen af 2023 for Model 3 og i 2025 for Model Y.
Tesla yder fire års garanti på sine biler, hvilket falder sammen med tidspunktet for første syn. Med de høje dumpeprocenter anbefales det derfor, at ejerne får bilen gennemgået af en uvildig fagperson inden garantiperiodens udløb.
Hvad gør du, hvis du har en Tesla Model 3 eller Model Y?
Generelt anbefales det, at bilister løbende får serviceret deres bil og kontrolleret bremser og undervogn. Det er vigtigt at understrege, at det er en myte, at Teslaer ikke kræver service. Det er rigtigt, at Tesla ikke kræver, at bilen kommer til service løbende, som det er tilfældet med andre bilmærker. Men det er ikke det samme som at sige, at bilen kan klare sig uden service.
Det smarteste er derfor, at du selv får bilen efterset (og serviceret efter behov) løbende, så eventuelle fejl og mangler kan tages i opløbet.
Læs også: Tesla Model S/3/X/Y service & eftersyn
Hos Ekstrand Garage har vi efterhånden stor erfaring med Tesla, og vi er derfor også gode til at spotte de fejl, der måtte være. Som eksempel er det selvfølgelig ærgerligt, at bærearmene på mange Teslaer har vist sig at være svage, men der er heldigvis kommet nye bærearme på markedet, som er væsentligt stærkere.