Min BMW (eller Mini Cooper) melder fejl på drivlinje - hvorfor?
Mekanikerens brevkasse fokuserer i dag på spørgsmålet: Min BMW eller Mini Cooper melder fejl på drivlinje - hvorfor?
Hvis iDrive i din BMW viser en motorlampe og melder fejl på drivlinjen, så kan det dække over en række problemer. Det er vigtigt ikke at gå i panik, da problemerne kan dække over en ekstremt bred vifte af problemer fra småting til det alvorlige. Alle oplysningerne her i artiklen gælder også de fleste nyere Mini Cooper-biler.
Meddelelsen om fejl på drivlinjen opstår typisk under hård acceleration, eller når bilen på anden vis bliver presset, da det er i disse situationer, at bilen sladrer om sin sande sundhedstilstand.
Hvad henviser 'drivlinje' til?
Men først: Hvad betyder drivlinje? Drivlinjen omfatter komponenter, der overfører kraft fra motoren til hjulene som fx gearkasse, differentiale, kardanaksel og drivaksler. Når der opstår fejl her, kan det påvirke bilens ydeevne og køreegenskaber.
Hvis du allerede har udlæst en fejlkode, kan du slå koden op på en hjemmeside som her for at blive klogere på problemet.
Husk også på, at et af de helt klassiske tricks i mekanikerens værktøjskasse er at nulstille alle fejlkoder for at se, hvilke der kommer tilbage igen efter en nulstilling.
Mange nyere tyske biler er ekstremt følsomme overfor variationer i bilens elsystem. Hvis du har skiftet batteri, eller haft problemer med batteriet, kan det ofte udløse en række af 'spøgelsesfejl', fordi bilens mange moduler er følsomme overfor udsving i strømmen.
Her er nogle af de mest almindelige årsager til, at en BMW kan melde fejl på drivlinjen:
1. Problemer med gearkassen
Fejl i gearkassen er en af de mest almindelige årsager til, at en drivlinjefejl opstår. Automatiske og manuelle gearkasser kan begge udvikle problemer med slid, forkert skift, eller sensorfejl.
Mange BMW'er har komplekse gearkasser med elektronisk styring, og de er meget følsomme for fejl i sensorer eller ledninger. Begge dele kan udløse en drivlinjefejl.
Hvis bilen går i nødtilstand (”limp mode”), og gearene ikke fungerer normalt, kan det være nødvendigt at få gearkassen scannet for fejlkoder. Dette kræver ofte en professionel diagnose. I mange modeller kan du også selv købe et diagnosticeringsværktøj (fx en OBD 2 scanner), der kan give dig en fejlkode. De kan bl.a. fås hos Biltema.
Når du har udlæst fejlkoden, kan du google fejlkoden for at se, hvad det giver af resultater - måske er der en nem løsning på dit problem, som du selv kan prøve af.
2. Problemer med differentiale og aksler
Differentialet sørger for, at hjulene kan dreje med forskellige hastigheder, især ved sving. Slidte eller beskadigede differentialelejer kan give vibrationer eller støj, som fører til fejlmeldinger. Drivaksler, der er beskadigede eller har defekte led, kan også give fejlmeldinger på drivlinjen.
Hvis differentialet er problemet, bør du tjekke for unormal støj eller vibrationer fra undervognen, især ved sving. En mekaniker kan udføre en inspektion og vurdere, om komponenterne i differentialet eller akslerne skal udskiftes.
3. Kardanakslen
Kardanakslen overfører kraft fra gearkassen til baghjulene i mange BMW-modeller. Hvis der er ubalance i kardanakslen eller problemer med de universelle led, kan dette udløse drivlinjefeil og forårsage vibrationer - især ved højere hastigheder.
Hvis kardanakslen er problemet, kan det muligvis kræve udskiftning eller afbalancering. Få en mekaniker til at inspicere akslen for slid og justere eller udskifte den, hvis nødvendigt.
4. Motor- eller gearkassens ophæng
Ophængene holder motoren og gearkassen på plads. Hvis disse bliver slidte eller går i stykker, kan det føre til vibrationer og en fejl på drivlinjen, da motoren og gearkassen ikke længere er stabilt fastgjort.
Udskiftning af motorophæng eller gearkasseophæng kan som regel problemet.
5. Elektroniske problemer og sensorer
Moderne BMW'er har flere sensorer i drivlinjen, der overvåger gearkassen, motorens position, hastighed og mere. En fejl i disse sensorer eller i de elektriske forbindelser kan fejlagtigt indikere drivlinjeproblemer.
En mekaniker kan scanne bilens system for fejlkoder og kontrollere sensorerne. Generelt bør du krydse fingre for, at meldingen om fejl på drivlinjen blot skyldes en sensor, der skal rengøres eller skiftes.
6. Problemer med bilens turboer eller partikelfilter
Det er heller ikke usædvanligt, at en BMW melder om drivlinjefejl på grund af problemer med enten bilens partikelfilter, hvis du har en BMW med dieselmotor, eller bilens turboer. Det vil også være oplagte steder at undersøge videre. Men som nævnt er det svært at blive specifik omkring en løsning uden at udlæse fejlkoder på bilen.
Hvad bør du gøre?
Hvis din BMW melder drivlinjefejl, er det vigtigt at få den diagnosticeret hos en mekaniker eller et autoriseret BMW-værksted. Du kan også prøve selv med et scanningsværktøj, der i det mindste kan hjælpe dig med at indsnævre problemet.
Mens fejlen er der, skal du køre forsigtigt og undgå højere hastigheder, da problemet kan påvirke køreegenskaberne. Du kan naturligvis også få kigget på din BMW hos Ekstrand Garage.