De 3 bedste vinterdæk til elbiler - ifølge de uafhængige tests
Emil EkstrandVi har set nærmere på de uafhængige vinterdæktests fra blandt andre FDM, ADAC og Tyre Reviews. Når man sammenholder resultaterne på tværs af forskellige tests og størrelser, er der især tre premiumdæk, der bliver ved med at dukke op i toppen.
Disse 3 dæk er Goodyear UltraGrip Performance 3, Michelin Pilot Alpin 5 og Continental WinterContact TS 870 P.
I denne artikel sætter vi lidt flere ord på, hvorfor det lige netop er disse 3 dæk, og hvordan de adskiller sig fra resten af feltet.
Premium-vinterdæk er vejen frem

Elbiler stiller lidt andre krav til vinterdækkene end traditionelle benzin- og dieselbiler. De er ofte store, tunge og udstyret med motorer, der giver masser af moment. Det giver nogle slidmønstre og anderledes behov for både vejgreb og slidstyrke.
Vi kan ikke sige skråsikkert, at ét bestemt dæk er bedst til alle elbiler. De tre dæk har faktisk ret forskellige styrker. Men sikkert er det, at du ikke går helt galt i byen med et af disse dæk, uanset hvilken type elbil du har.
LÆS OGSÅ: De bedste vinterdæk til Volkswagen ID4
Alle 3 vinterdæk fås til 18, 19 og 20 tommer fælge
Ganske vist er dækkene primært testet på 18 tommer fælge, men alle 3 dæk fås i flere størrelser på 18, 19 og 20 tommer.
At dækkene fås i alle tre tommestørrelser betyder ikke, at alle tre modeller findes i de præcise dimensioner, som passer til lige netop din bil. Kontakt os, hvis vi skal hjælpe dig med at finde ud af, om de fås til lige netop din bil.
1. Goodyear UltraGrip Performance 3
Goodyears UltraGrip Performance 3 er et af de mest komplette vinterdæk i feltet.
I ADAC's store vinterdæktest fra 2025 blev dækket testvinder med karakteren 2,0. Testen omfattede 31 vinterdæk i dimensionen 225/40 R18, og Goodyear udmærkede sig ikke mindst på dækkets samlede balance mellem sikkerhed og miljøegenskaber. ADAC fremhævede blandt andet dækkets gode bremsning på tør vej og en meget stærk miljøprofil.
Det er interessant for elbiler, hvor dækslid og energiforbrug kan være mærkbart på grund af bilernes høje vægt.
Goodyear har samtidig vist stærke resultater på våd vej og ved aquaplaning i flere uafhængige tests. I Tyre Reviews' sammenligning med Michelin Pilot Alpin 5 er Goodyear især stærk, når vejbanen er våd, mens Michelin generelt har en fordel på sne og tør vej.
Goodyear UltraGrip Performance 3 er derfor et oplagt valg, hvis du vil have et vinterdæk, der fungerer godt på både våde, tørre og vinterlige veje.
LÆS OGSÅ: De bedste vinterdæk til Skoda Enyaq
2. Michelin Pilot Alpin 5
Michelin Pilot Alpin 5 er efterhånden et velkendt navn blandt premium-vinterdæk – og det er ikke uden grund.
I ADAC's 2025-test sluttede Pilot Alpin 5 lige efter Goodyear med karakteren 2,1. Michelin fik blandt andet en meget stærk vurdering på vinterlige veje, og dækket har gennem flere år markeret sig som et stærkt valg til biler med fokus på køreegenskaber.
Tyre Reviews' sammenligning af 13 uafhængige tests viser også et tydeligt mønster: Michelin har samlet set vundet langt flere af de direkte sammenligninger med Goodyear og har især sine styrker på sne, is og tør vej.
I Tyre Reviews' egen performance-vinterdæktest fra 2024/25 blev Pilot Alpin 5 samlet testvinder. Her leverede Michelin blandt andet den bedste subjektive vurdering af køreegenskaber på tør vej, mens dækket samtidig havde en meget stærk samlet balance.
For en elbilist, der gerne vil have et premiumdæk med stærke køreegenskaber og godt greb, er Pilot Alpin 5 derfor et af de dæk, man bør have med på sin shortlist.
3. Continental WinterContact TS 870 P
Continental WinterContact TS 870 P er lidt anderledes end de to andre.
Det er ikke dækket, man nødvendigvis vælger, hvis det absolut vigtigste er maksimalt greb på sne. Til gengæld er det meget stærkt på de forhold, som danske og centraleuropæiske bilister faktisk møder store dele af vinteren: våd asfalt, sjap, regn og tørre veje.
I ADAC's 2025-test fik TS 870 P karakteren 2,5 og blev vurderet som et godt vinterdæk. ADAC fremhævede blandt andet dækkets gode egenskaber på tør og våd vej, herunder bremsning, aquaplaning og håndtering.
Tyre Reviews' sammenligning med Michelin Pilot Alpin 5 viser samme tendens. Continental har en markant styrke inden for rullemodstand og aquaplaning, mens Michelin generelt er stærkere på sne og tør bremsning.
Det gør Continental interessant til elbiler, hvor lav rullemodstand kan være med til at begrænse energiforbruget og dermed rækkeviddetabet om vinteren.
LÆS OGSÅ: De 6 bedste vinterdæk til Tesla Model 3 og Y
Hvorfor betyder gode vinterdæk ekstra meget på en elbil?
En elbil er ikke nødvendigvis mere krævende for et vinterdæk på alle områder, men der er nogle egenskaber, som bliver særligt interessante.
For det første vejer mange elbiler betydeligt mere end tilsvarende biler med forbrændingsmotor. Det betyder, at dækkene skal håndtere større belastninger ved både acceleration, bremsning og kurvekørsel. Rundkørsler er et fint eksempel på noget, der generelt forårsager ekstra slid på elbilers dæk.
For det andet leverer elmotoren sit drejningsmoment meget hurtigt. På glat vej kan det derfor være lettere at overskride dækkets tilgængelige greb, hvis man accelererer hårdt.
Endelig betyder rullemodstanden mere for rækkevidden. Et vinterdæk vil næsten altid øge energiforbruget sammenlignet med et sommerdæk, men forskellen mellem forskellige vinterdæk er ikke nødvendigvis enorm. I Tyre Reviews' performance-test lå de seks vinterdæk eksempelvis inden for et relativt snævert interval for rullemodstand.
Derfor bør man ikke vælge vinterdæk alene efter energimærket. Et par procent mindre rullemodstand er ikke meget værd, hvis dækket samtidig har dårligere bremsning eller ringere greb på våd vej.
Hvilket af de tre vinterdæk skal du vælge?
Der er ikke et korrekt svar.
Goodyear UltraGrip Performance 3 er interessant, hvis du vil have en meget velafbalanceret løsning med stærke resultater på især våd vej og samtidig en meget stærk samlet testprofil.
Michelin Pilot Alpin 5 er interessant, hvis du prioriterer stærke køreegenskaber og især vil have et vinterdæk, der klarer sig rigtig godt på sne og tør vej.
Continental WinterContact TS 870 P er interessant, hvis bilen primært bruges på våde og tørre vinterveje, og du lægger vægt på stabilitet, aquaplaning og lav rullemodstand.
Det vigtigste er dog at vælge den korrekte dimension og belastningsindeks til netop din elbil. Et fremragende vinterdæk kan ikke kompensere for forkert dækdimension, forkert belastningsindeks eller et dæktryk, der ikke passer til bilen.
LÆS OGSÅ: De bedste vinterdæk til Volkswagen ID. Polo
Helårsdæk eller vinterdæk på elbilen?
Diskussionen om gode helårsdæk kontra dedikerede vinterdæk på elbiler er mere nuanceret, end mange tror. Fordommene om helårsdæk er til dels forældede, for moderne premium-helårsdæk har udviklet sig markant og kan være et fornuftigt valg for bilister, der primært kører på ryddede veje og oplever milde danske vintre.
Udviklingen til trods, så er det stadig et ubestrideligt faktum, at dedikerede vinterdæk har en fordel i visse typer vinterføre, særligt på sne og is, hvor deres specialiserede gummiblanding og mønster giver bedre vejgreb og bremseevne.
På elbiler, der ofte har høj vægt og et øjeblikkeligt moment, er dækkenes egenskaber særligt vigtige. Valget afhænger derfor af kørselsbehovet: Helårsdæk giver fleksibilitet året rundt, mens dedikerede vinterdæk er det oplagte valg for bilister, der ønsker optimale egenskaber under krævende vinterforhold - fx i forbindelse med skiferier.
Få leveret dine nye vinterdæk til Ekstrand Garage, så monterer vi
Hos Ekstrand Garage kan du via vores samarbejdspartner bestille dæk til vores værksted i Søborg, og så kan vi montere dem for dig. Du er meget velkommen til at se udvalget ved at klikke på linket nedenfor: